---
title: "Film, flammer eller farlig kærlighed: Hvilken rejse vælger du?"
description: "Fantasyfestivals program er fyldt med oplevelser, og det kan være svært at vælge. Derfor har vi lavet tre miniguides til dig, der elsker film, dyrker romantasy eller gerne vil mærke festivalstemningen."
date: "2026-07-01"
created: "2026-07-01"
---

[Hjem](https://fantasyfestival.dk/)

                    [Nyheder](https://fantasyfestival.dk/nyheder)

                [Film, flammer eller farlig kærlighed: Hvilken rejse vælger du?](https://fantasyfestival.dk/nyheder/film-flammer-eller-farlig-kaerlighed-hvilken-rejse-vaelger-du)

# Film, flammer eller farlig kærlighed: Hvilken rejse vælger du?

Fantasyfestivals program er fyldt med oplevelser, og det kan være svært at vælge. Derfor har vi lavet tre miniguides til dig, der elsker film, dyrker romantasy eller gerne vil mærke festivalstemningen.

Måske begynder din rejse i biografmørket med en fantasyklassiker. Måske går du efter ulmende blikke og moralske gråzoner. Eller måske vil du hellere lade dig føre gennem byen af toner, dufte, madoplevelser og markedsstemning.

Her får du tre forskellige veje ind i Fantasyfestival. Brug dem som inspiration til at planlægge dit festivalbesøg.

* * *

## **Til filmnørden**

Du ved, at et sværdslag bliver større med den rette musik, at dukker kan være mørkere end CGI, og at en god filmnørdet samtale kan føles som at finde et hemmeligt bonusspor.

**Fredag kl. 19.00, The Dark Crystal, Nordisk Film Biografer BROEN**
Start weekenden med Jim Hensons mørke fantasyklassiker fra 1982. Dukker, mytologi, krystaller og en verden på kanten af undergang. En filmisk portal direkte ind i festivalstemningen.

**Lørdag kl. 14.30-15.30, At fejle sig til sejr, Musikhuset Esbjerg**
Maria Månson kaster sig over de uduelige, modvillige og irriterende helte. Det bliver klogt, sjovt og lige præcis så kærligt provokerende, som god filmformidling skal være.

**Lørdag kl. 16.00-18.00, Hakkedrengene møder Willow, Musikhuset Esbjerg**
Hakkedrengene går live og dykker ned i Willow fra 1988. Forvent sword and sorcery, store muskler, episk action, vilde våben, lækkert hår og masser af filmkærlighed.

**Lørdag kl. 19.00, Momo og tidstyvene, Nordisk Film Biografer BROEN**
Danmarkspremiere under Fantasyfestival på en ny filmatisering af Michael Endes elskede klassiker. En smuk mulighed for at slutte lørdagen med magi på det store lærred.

**Søndag kl. 12.00-13.00, Niki Topgaards helteagtige rejse mod stjernerne, Musikhuset Esbjerg**
Niki Topgaard tager publikum med på sin vilde rejse til Star Wars-locations verden rundt. Det er filmnørderi, rejseeventyr og YouTube-energi i én samlet pakke.

**Søndag kl. 15.00-16.00, Heltens musik, Huset Esbjerg**
Før helten løfter sværdet, løfter dirigenten taktstokken. Nicolas Barbano og Mogens Skaaning Høegsberg guider dig gennem heltemusikkens store øjeblikke.

**Boblere**
Lørdag kl. 17.00-18.00, Havets helte, Hovedbiblioteket, Merlins Bibliotek
Søndag kl. 11.45-12.45, Hjælp! Min yndlingshelt er et røvhul!, Musikhuset Esbjerg, Mødesalen

**Vil du længere ind i fortællingen?**
Dette er kun traileren. Dyk ned i hele programmet, køb armbånd, og husk at booke pladsbillet til de oplevelser, du ikke vil gå glip af. Film i biografen kræver særskilt billet.

### [Se hele filmprogrammet](https://fantasyfestival.dk/program?fbActive=1&amp;kategori842=Film "Se hele filmprogrammet")

* * *

## Til romantikeren

Du ved godt, at magi er stærkt. Men du ved også, at farlig kærlighed, moralske gråzoner og ulmende blikke kan vælte hele kongeriger.

**Lørdag kl. 14.00-14.45, Fra fanfiction til romantasy, Huset Esbjerg**
C.A. Wolters tager dig med fra fanfictions store internetunivers til romantasyens vej ind i mainstream. Perfekt til dig, der vil forstå, hvorfor genren brænder så stærkt lige nu.

**Lørdag kl. 14.30-15.15, Sherrilyn Kenyon, Hovedbiblioteket**
En af de store pionerer inden for paranormal romance og romantasy gæster Fantasyfestival. Sherrilyn Kenyon har skrevet over 80 bøger og solgt millioner af eksemplarer verden over.

**Lørdag kl. 16.00-16.45, Alchemised: Kærlighed, død og metaller, Musikhuset Esbjerg**
Jakob Levinsen tager dig med bag oversættelsen af SenLinYus episke fantasyværk. Kærlighed, sprog, mørke og oversættelsesmagi på over 1000 sider.

**Søndag kl. 10.30-11.15, Romantasy og feminisme: Heltens rejse gennem patriarkatet, Huset Esbjerg**
Julie Midtgaard undersøger, hvordan man skriver romance, hvor den kvindelige hovedperson både kan elske, vælge, kæmpe og være 100 procent badass.

**Søndag kl. 15.15-16.00, Spice med spice, Esbjerg Museum**
C.A. Wolters og L. Sherman kaster sig ud i fiktive karakterer, “hear me out”-energi og tabasco-chips. Et varmt, kaotisk og meget krydret punktum for romantasy-nørden.

**Vil du længere ind i fortællingen?**
Der er mere kærlighed, mørke og farlig tiltrækning i programmet. Køb armbånd, find dine favoritter, og husk at booke plads til de mest eftertragtede oplevelser.

### [Se hele romantasyprogrammet](https://fantasyfestival.dk/program?fbActive=1&amp;kategori842=Foredrag "Se hele romantasyprogrammet")

* * *

## Til de sansende helte

Du går ikke kun på festival med hovedet. Du går med næsen, maven, øjnene og hele sanseapparatet. Her er din rute gennem smag, ild, musik og magisk byliv.

**Lørdag kl. 10.00, Nordkyst, Torvet**
Start dagen med dansk folkemusik i levende, nærværende og energisk form. Musikken lægger et smukt lydspor til den første vandring gennem byen.

**Lørdag kl. 11.00-13.30, Special brunch edition: Fantastiske cocktails og heltemodige fortællinger, Sigma**
Maria Østerby Elleby og Sigma kombinerer brunch, historiske sidespor og heroiske cocktails. For voksne festivalgæster, der vil begynde dagen med stil.

**Lørdag kl. 14.30, Fantasyparaden, fra Musikhuset Esbjerg**
Gå med eller se på, når paraden trækker magien gennem byen med væsener, krigere, musikere og andet godtfolk.

**Lørdag kl. 15.00, Gøgleri med Mester Peder, Torvet**
Et hylende morsomt historisk gøglershow med larm, lovprisninger og gode gamle plattenslagertricks.

**Lørdag kl. 18.00, Jotunger, Torvet**
Når dagen begynder at gå på hæld, kan du lade vikingebandet Jotunger føre dig ind i nordiske og keltiske lydlandskaber.

**Lørdag kl. 20.00, Ildshow med Mester Peder, Torvet**
Når mørket falder på, får ilden hovedrollen. Et poetisk og dramatisk show, der sender lørdagen ud i flammer.

**Søndag kl. 12.30-13.30, Én frokost kommer aldrig alene, Posthuset**
Jakob Levinsen inviterer til Tolkien-frokost i hobbitternes velnærede verden. Et must for alle, der ved, at ingen helterejse bør begynde på tom mave.

**Vil du længere ind i fortællingen?**
Der er flere toner, boder og magiske øjeblikke i byen. Køb armbånd, brug programmet som dit skattekort, og sammensæt din egen rute gennem Esbjerg.

### [Se hele det sansende program](https://fantasyfestival.dk/program?fbActive=1&amp;lokationer818=Torvet%2CMarkedspladsen%2CSigma%2CVinbaren%2CPosthuset "Se hele det sansende program")

* * *

                            [Køb armbånd](https://fantasyfestival.dk/MOLIRIPAGE/be12d254-c1fc-438b-9a74-3542f7874eac)
