---
title: "Fantasyfestival bringer magien ud i klasselokalerne"
description: "Fantasyfestival folder sig ud før tid, når over 1000 elever møder Esbjergs egen fantasyfortælling fra Fantasy Quest Esbjerg på Hovedbiblioteket – og tager magien med tilbage i klasselokalerne."
date: "2026-01-30"
created: "2026-01-30"
---

[Hjem](https://fantasyfestival.dk/)

                    [Nyheder](https://fantasyfestival.dk/nyheder)

                    [Tidligere nyheder](https://fantasyfestival.dk/nyheder/tidligere-nyheder)

                [Fantasyfestival bringer magien ud i klasselokalerne](https://fantasyfestival.dk/nyheder/tidligere-nyheder/fantasyfestival-bringer-magien-ud-i-klasselokalerne)

# Fantasyfestival bringer magien ud i klasselokalerne

Fantasyfestival folder sig ud før tid, når over 1000 elever møder Esbjergs egen fantasyfortælling fra Fantasy Quest Esbjerg på Hovedbiblioteket – og tager magien med tilbage i klasselokalerne.

Der er kræfter i Esbjerg, som ikke kan besejres – kun holdes
nede. Når historiefortælleren Ellen Mortensen står foran en fyldt sal af
skoleelever på Hovedbiblioteket, vækker hun byens skjulte historier til live:
mørket under havnen, lysglimt på bølgerne og hemmeligheder, der er blevet gemt
væk i generationer.

Historien *Skurkene vender tilbage* er en del af årets
Fantasy Quest Esbjerg, men allerede nu får kommunens skoleelever lov at opleve
den på første række.

Fantasyfestival handler nemlig ikke kun om tre magiske dage
i september. Festivalen breder sig ud i hele kommunen og er blevet et fast
tilbud til skolerne.

**Hele 17 folkeskoler deltager**

I år deltager hele 57 klasser fra 17 forskellige skoler i
fortællingen, hvor eleverne mærker, hvordan ord kan forvandle sig til billeder,
og hvordan en enkelt stemme kan åbne portaler til nye verdener.

>
> ”Jeg håber, at eleverne får en medrivende oplevelse og
> mærker, hvad mundtlig historiefortælling kan,” fortæller Ellen.
>
> ”Og at de måske får lyst til at læse mere fantasy eller selv
> træde ind i historien, når Fantasy Quest Esbjerg udspiller sig i byens gader
> under festivalen.”

 Fortællingen varer cirka 25 minutter og afsluttes med en
lille opgave som smagsprøve på Fantasy Quest Esbjerg. Dermed bliver eleverne
ikke bare tilhørere, men også deltagere i Esbjergs egen fantasyfortælling –
længe før festivalen åbner.

**Magien fortsætter**

Men det er ikke kun Ellen, der møder skoleeleverne forud for
Fantasyfestival. Skuespiller André Andersen gæstespiller også med
forestillingen *Brødrene Løvehjerte* for i alt 200 elever på femte
klassetrin på Ansgarskolen og Ådalskolen i ugen op til festivalen. Dermed får
endnu flere børn mulighed for at opleve, hvordan fantasy kan folde sig ud –
denne gang gennem teatrets magi.

Fantasyfestivalen rækker også ud til kommunens gymnasier,
hvor projektleder Jacob Holm Krogsøe i disse uger holder oplæg for eleverne.
Her sættes fantasygenren i spil som en levende kulturform, der kan inspirere og
engagere på tværs af alderstrin.

På den måde er Fantasyfestival mere end en weekend i
september. Det er et kulturelt løft for hele Esbjerg Kommune, hvor fantasy
flytter ind i klasselokalerne og på gymnasierne – som levende historier,
litteratur og interaktive oplevelser, der vækker både fantasi og nysgerrighed
til live.
