---
title: "Fantasyfestival slår alle rekorder"
description: "Med 15.000 gæster hen over weekenden har Fantasyfestival sprængt alle rammer og fejrer 10-års jubilæum med ny publikumsrekord."
date: "2026-01-29"
created: "2026-01-29"
---

[Hjem](https://fantasyfestival.dk/)

                    [Nyheder](https://fantasyfestival.dk/nyheder)

                    [Tidligere nyheder](https://fantasyfestival.dk/nyheder/tidligere-nyheder)

                [Fantasyfestival slår alle rekorder](https://fantasyfestival.dk/nyheder/tidligere-nyheder/fantasyfestival-slaar-alle-rekorder)

# Fantasyfestival slår alle rekorder

Med 15.000 gæster hen over weekenden har Fantasyfestival sprængt alle rammer og fejrer 10-års jubilæum med ny publikumsrekord.

Der var store smil, uanset hvor du dig vendte hen i Esbjerg
i denne weekend. Store som små strømmede folk til Fantasyfestival, der med
15.000 gæster over hele weekenden har slået alle rekorder.

“Jeg er utrolig stolt over årets Fantasyfestival. Det rører
mig dybt, hvor mange der har valgt at tilbringe deres weekend med os og gøre
den fuldstændig magisk. Med Hovedbiblioteket som litterært anker har festivalen
spredt sig til hele byen og virkelig åbnet en magisk portal for Esbjerg,” siger
Jacob Holm Krogsøe, projektleder for Fantasyfestival.

Festivalen har fundet den magiske formel til at favne alle,
publikumsrekorden viser nemlig også, at der er plads til alle til
Fantasyfestival. Både dem, der var helt fantastisk udklædt, børnefamilierne der
ville dufte til stemningen, dem der rendte rundt med kufferter fyldt med bøger
og andet godt fra standene og dem der var med for foredragene.

## Næste niveau

Fra at være en lille festival med 572 mennesker i 2015 spredte
Fantasyfestival sige igen i år ud til hele byen fra Hovedbiblioteket,
markedspladsen, lokalerne på Esbjerg Museum, Lokalhistorisk Arkiv, over Torvet
til børneaktiviteter i Esbjerg International House, foredrag og musik i
Musikhuset, den mystiske marskandiser i BROEN Shopping, magiske drinks på
Vinbaren og Sigma, fantasyfest på Esbjerg Streetfood til Fantasy Quest Esbjerg,
der sendte ikke mindre end 800 helte rundt på magisk færd i midtbyen. En færd
fyldt med gåder, opgaver og vanvittig dygtige skuespillere.

 ”Vi har præcis formået at kombinere Fantasyfestivals
grundessens, det litterære element, med magiske oplevelser, der får folk til at
komme til Esbjerg fra hele landet. Vores nye Fantasy Quest Esbjerg har lige
taget det hele til næste niveau, og det bliver kun vildere herfra,” siger Jacob
Holm Krogsøe.

Det mærkede han da også på egen krop, da han søndag aften
var i gang med at fjerne beachflag i Torvegade:

 ”Der kom et ældre ægtepar hen til mig og sagde, at de var
taknemmelige for det vi gjorde for byen. Der blev jeg stolt. For ”vi” er
kodeordet. Det er noget vi gør sammen: De ansatte på biblioteket, vores
samarbejdspartnere i både kommunen og blandt private aktører, alle vores
frivillige, forfatterne, standholderne, musikanterne og foredragsholderne. Og,
ikke mindst, alle vores skønne gæster. Sammen har vi skabt noget unikt og
magisk i Esbjerg,” siger Jacob Holm Krogsøe, der allerede glæder sig til
Fantasyfestival 2025.

Husk allerede nu at sætte et stort kryds i kalenderen i weekenden den 20. og 21. september 2025.

Vi ses til Fantasyfestival 2025.

Vi har præcis formået at kombinere Fantasyfestivals grundessens, det litterære element, med magiske oplevelser, der får folk til at komme til Esbjerg fra hele landet. Vores nye Fantasy Quest Esbjerg har lige taget det hele til næste niveau, og det bliver kun vildere herfra.

                Jacob Holm Krogsøe, projektleder for Fantasyfestival
