---
title: "Jessica Townsend"
description: "Guest of Honour 2026"
date: "2025-12-11"
created: "2025-12-11"
---

[Hjem](https://fantasyfestival.dk/)

                    [Om Fantasyfestival](https://fantasyfestival.dk/om-fantasyfestival)

                    [Guests of Honour](https://fantasyfestival.dk/om-fantasyfestival/guests-of-honour)

                [Jessica Townsend](https://fantasyfestival.dk/om-fantasyfestival/guests-of-honour/jessica-townsend)

# Jessica Townsend

![](https://fantasyfestival.dk/i/MOLIRIMEDIA/ec31ac53-b707-49b2-bc20-08de3554d60d?width=800)

### **Fra Nevermoor og Australien til Esbjerg og Fantasyfestival 2026**

Jessica Townsend (f. 1985, Queensland, Australia) brød igennem med et brag i 2017 med **Nevermoor**, første bind af hendes fantasyserie for børn og unge. Interessen for serien var stor allerede inden udgivelsen, hvor flere store forlag var i budkrig om rettighederne - filmrettighederne til første bind blev solgt før bogen overhovedet var udkommet. Serien er oversat til flere sprog, er blevet rost til skyerne af både kritikere og læsere, og har vundet flere litterære priser.

#### **Et vigtigt biblioteks-nyhedsbrev!**

Jessica er født og opvokset i Australien. Hun begyndte at skrive som barn, og fik udgivet sin første historie som 7-årig i det lokale biblioteks nyhedsbrev. Hun begyndte at skrive på **Nevermoor**-serien det år hun sluttede i high school, og har arbejdet som både copywriter og i Steve Irwins ”Australia Zoo”, hvor hun blandt andet var redaktør for deres blad for børn. Hun har været forfatter på fuldtid siden salget af første bind i serien, og har de sidste 10 år delt sin tid mellem London og Australien.

#### **COVID og ADHD**

Mens de første tre bind i serien udkom med godt et års mellemrum, tog det længere tid for Jessica at skrive det fjerde bind, **Silverborn** (på dansk **Sølverfødt**), som udkom i 2025. Et langvarigt sygdomsforløb med Covid og en indtil da ikke-diagnosticeret ADHD, der pludselig tog over, forsinkede skriveprocessen, da Jessica måtte finde nye måder at arbejde på, for at få styr på sin sygdom.

#### **Nevermoor**

**Nevermoor**-serien handler om pigen Morrigan Crow, som har været forbandet fra fødslen, og snart skal dø. Men inden det kommer så vidt, bliver Morrigan reddet af den mystiske Jupiter North, og taget med til den mystiske by Nevermoor, for at deltage i konkurrencen om at blive en del af ”The Wundrous Society” (på dansk: ”Det Forunderlige Selskab”).

**Nevermoor**-serien er blevet sammenlignet med **Harry Potter**-serien, og Jessica har da også sagt, at hun var inspireret af Harry Potter. Blandt andre litterære inspirationskilder kan nævnes **Pigebørn** af Louisa May Alcott, **Det gyldne kompas** af Philip Pullman, **Wicked** af Gregory Maguire og **I morgen da krigen brød ud** af John Marsden.

Vi glæder os til at træde ind i Jessicas fantastiske verden og opleve dens magi sammen med hende.
