Den magiske barndom og gensyn med den til fantasyfestival

Verden er ny for dit øje, folk er to-tre meter høje,

Så de må bøje sig, ned til dig.”

Ja, sådan er det for de mindste, og netop sådan havde jeg det vist også, dengang jeg læste Erik Menneskesøn for første gang. Det var helt tilbage i 1986, dengang jeg var en betteskid. Dengang jeg var otte år gammel.

For nyligt kom det i hus, at Lars-Henrik Olsen besøger årets Fantasyfestival i Esbjerg, og jeg ringede med det samme til min gode ven Martin. Vi gik i folkeskole sammen, og vi kunne begge huske, at Lars-Henrik Olsen besøgte Aabenraa Friskole i 1987. Her var han i Samlingsstuen, hvor han fortalte os børn om Erik Menneskesøn. Han viste billeder på en overheadprojektor – måske er der nogle af jer, der kan huske den slags.

Martin kunne huske et af de fotos, som Lars-Henrik viste. Det var en øde hytte i de svenske skove. Han var taget derop for at skrive noget, men fik så ideen til noget helt andet, han fik nemlig ideen til Erik Menneskesøn, da han var der. Både mødet med forfatteren, og romanen for sig selv, gjorde et stort indtryk på os børn. En af vores klassekammerater, der allerede dengang godt kunne lide økonomi og tal, spurgte Lars-Henrik, om han tjente gode penge på at være forfatter. Hverken Martin eller jeg kan huske, hvad Lars-Henrik svarede.

Erik Menneskesøn var et vigtigt værk for mig. Og for mange andre. Sammen med Peter Madsens tegneserie Valhalla var historien om drengen Erik, som møder de nordiske guder og tager på eventyr i Asgård, et værk, der både åbnede døren til den nordiske mytologi og til fantasygenren i det hele taget. De åbnede dørene til rollespillets verden og senere det at skrive selv. Lars-Henriks og Peters betydning kan ikke overvurderes. I hvert fald ikke for mig og for mange andre fans af de gode fortællinger.

I sidste uge begyndte jeg at læse Erik Menneskesøn højt for min yngste søn. Ager er ni år gammel, og han var solgt på stedet. Indledningen, I husker den måske, hvor lynet kommer tættere og tættere på huset midt om natten. Hvor tordenguden Thor kommer og henter Erik og det bliver starten på et vildt og spektakulært eventyr, som får betydning for både Erik og for læseren.

Og nu er jeg hér i 2022. Jacob på snart 44 år, der glæder sig som et lille barn til at møde Lars-Henrik Olsen igen. Og Peter Madsen. Og mange andre.

I september mødes vi til Fantasyfestival i Esbjerg. Dér, hvor barndommens land - og ikke mindst barndommens helte - kaster smukke skygger ind i voksenlivet. Og det skal de gøre. Vi skal nemlig huske på den umiddelbare glæde for litteraturen, for fortællingerne, som vi udviser som læseglade børn. Den bærer vi med os hele livet, og den barnlige glæde, kan vi varme os ved. Altid.

Og med det i mente er det passende at give det sidste ord til Benny Andersen. For det er mig nu.

”Barndommens land, nu er jeg en mand.

Tit har jeg lyst til at love, solskin og dejlige skove.

Men der er lang vej igen, sov, min ven.”