Alex Høgh Andersen redder aftenen på Fantasyfestival
Når helte falder fra, træder andre stærke skikkelser frem. Pilou Asbæk måtte desværre melde afbud til Fantasyfestival – men frygt ej! For ind træder en anden kraftfuld skuespiller, som allerede har erobret både Danmark og verden. Vi er stolte af at præsentere: Alex Høgh Andersen.
Med rollen som den frygtløse og uforglemmelige Ivar the Boneless i den episke tv-serie Vikings blev han et internationalt navn. Siden har han sat sit præg på store film som Skyggen i mit øje og Nattevagten 2. Nu står han øverst på plakaten som Otto Himmelstrup i storfilmen Rejseholdet: Det første mord – en film, der foregår i Esbjerg og skyder årets Biografklub Danmark i gang.
Og den 20. september redder han også Fantasyfestival, når han indtager Musikhusets koncertsal til en intens live-samtale med festivalens projektleder og cand.mag i filmvidenskab, Jacob Holm Krogsøe.
”Vi er ovenud lykkelige over, at det her kun en måned før festivalen skydes i gang er lykkedes med at få så stort et navn på plakaten. Det bliver uden tvivl en aften i godt selskab, som man ikke vil gå glip af,” siger Jacob Holm Krogsøe.
En aften med historier fra film- og tv-sæt, møder med internationale stjerner, tanker om fantasygenren – og måske et glimt af de mørkere sider, der gør en rolle mindeværdig. Glæd dig til at møde mennesket, der trods sine kun 31 år allerede har sat markante spor på de store lærreder: Alex Høgh Andersen.
Efter samtalen får publikum chancen for at møde Alex til en meet-and-greet. Selfie, autograf – eller et vikingesværd, der venter på hans signatur?
Skal du med?
Pris
Med Fantasyfestival-armbånd: 239 kroner inklusive billetgebyr.
Hver ordre pålægges derudover et administrationsgebyr på 10 kr.
Almindelig pris: 289 kroner inklusive billetgebyr. Hver ordre pålægges derudover et administrationsgebyr på 10 kr.
Fantasyfestival og Musikhuset Esbjerg er stolte over, at Alex Høgh Andersen træder til og sikrer os en aften ud over det sædvanlige.