Skip til hoved indholdet

Esbjerg har fået sin helt egen fantasyhistorie

Vidste I, at Esbjerg har sin egen fantasyfortælling? Altså en historie med drager, monstre, magi, troldmænd, skurke og helte, en historie der foregår i selve Esbjerg?

Hvis ikke, anbefaler jeg, at I tager plads rundt om bålet. Her ved siden af mig. Mørket er faldet på, og flammerne æder grådigt af træet. Gnister svæver op i luften, skyggerne danser på jeres ansigter. Sidder I godt? For så skal I høre en historie:

I gamle dage sagde man, at det onde ville komme fra havet. Gennem generationer blev den fortælling givet videre. Man hørte den, da Esbjerg blev grundlagt i 1868. Man holdt altid øje med havet. Mod vest.


Så i Esbjerg byggede man et værn mod ondskaben. Noget, der skulle holde øje med havet, noget, der skulle træde i karakter, hvis det gik galt. I 1995 blev det værn forstærket, da skulpturerne ”Mennesket ved havet” blev skabt. Mens kunstneren byggede om dagen, arbejdede troldmanden Gygaz den Vise om natten.

Gygaz åbnede en portal til kæmpernes verden. Her fandt han frem til fire gode kæmper, der meldte sig frivilligt. De sagde farvel til deres familier og travede gennem portalen mod Esbjerg. Her mødtes de med Gygaz. Luften sitrede af magi, og da de sidste ord i en magtfuld formular forlod Gygaz’ læber, var de fire kæmper blevet ét med statuerne af de fire hvide mænd.

I det herrens år 2023 begyndte der at ske mystiske ting. De gamle talte om ondskaben. Om vogterne. En dag trak skyerne sig sammen, over havet mod vest, og der blev unaturligt mørkt. Lyn flængede himlen. Man kunne se en stor, bevinget skabning på himlen.

De fire statuer rejste sig op, vogterne var blevet vækket, de gjorde sig klar og råbte. Råbene kunne høres over hele landet, på tværs af portaler til andre verdener. ”Der er brug for helte i Esbjerg!”, råbte de.


Og så er vi væk fra bålet. Vi står i virkelighedens Esbjerg. En by, hvor der er højt til loftet, hvis du selv tør sigte mod stjernerne og smide Jantes tunge kæder. Fantasy Quest Esbjerg som den ovenstående fortælling stammer fra, er en del af Fantasyfestival. Lørdag den 14. september kan du, sammen med familien og vennerne, deltage i den magiske færd.

Jeg lover jer, at det bliver spændende, vildt, anderledes og, ikke mindst, magisk, når I bliver en del af Esbjergs egen fantasyfortælling.

Ja, hvem ved, måske bliver det dig, der næste gang sidder foran bålet og fortæller historier? For husk det nu: Fortællinger og historier er med til at give livet værdi. Hvad enten du bor i Esbjerg, Narnia, København, Kløvedal, Hogwarts eller Billum.

Tag dem ind i dit hjerte, brug dem til at skabe dine egen fortællinger, brug dem når livet gør ondt, brug dem når livet går godt.

Vi ses i magiens hovedstad Esbjerg.

Læs mere om Fantasy Quest Esbjerg og book din billet allerede i dag

CVR: 29 18 98 03
EAN: 5798004930410




Magiske skabninger, storslåede portaler, nederdrægtige skurke, modige helte, unikke verdener og den store kærlighed. Fantasy indeholder det hele.

Hvert år, den tredje weekend i september, fejrer Fantasyfestival i Esbjerg genren som tryllebinder børn, unge og voksne.

Vi ses i Esbjerg - magiens hovedstad.

Kontakt Fantasyfestival
Send os en mail

Læs tilgængelighedserklæring