Hvorfor alt det der fantasy i Esbjerg?
Om under en måned åbnes der i Esbjerg portaler til magiske universer. Den 14. og 15. september er det for tiende år i træk tid til årets Fantasyfestival.
Så tænker du måske: Er det der fantasy ikke bare noget overfladisk noget, er det ikke kun for nørder?
Lad mig som projektleder på festivalen lige gribe din tanke:
Mange tænker, at fantasygenren bare er underholdning, at genren er rendyrket sjov og spas – hvilket den OGSÅ er. Men fantasygenren er meget mere end bare underholdning! Og den er heller ikke kun for børn og unge, som mange forestiller sig. Ofte er fantasygenren et spejl på vores verden; nogle gange et skønmaleri, andre gange en eksakt og til tider skræmmende udgave af vores egen samtid.
I fantasygenren kan man folde problematikker ud, her kan man afprøve scenarier, som ved første øjekast kan virke fjernt fra vores verden, men som er tanker, vi kan tage med tilbage til virkeligheden, når bogens sidste sider er læst eller filmen er færdig. Fantasygenren kan give os svar og måske vigtigst af alt rum til refleksion.
Idékvinden bag Fantasyfestival er bibliotekar Kirsten Bloch, og hun siger det meget rammende:
”Genren kan tage nogle virkelige problematikker op, racisme, krig, religiøs forfølgelse, klimakriser, kønsdebatter osv., uden at jeg føler, at jeg får noget proppet ned i halsen, eller at der kun er ét facit eller én måde, man skal tænke på. Fantasy kan vise alle de vigtige gråtoner.
Så for mig bliver det mindre prædikende, end jeg nogle gange oplever i realistiske romaner. Samtidig har jeg faktisk nemmere ved at forholde mig til virkelige problematikker, hvis der tilføjes en drage eller lignende. Så føles det ikke så tæt på. Så afstanden gør, selvom det lyder som et paradoks, at jeg kommer tættere på det egentlige problem. Det skyldes, at jeg ikke sidder og tænker, hvor er det frygteligt alt sammen, og f.eks. holder det op mod noget der sker i Ukraine eller i Gaza lige nu.”
Og hvis der er noget, som heltene i de mange fantasyfortællinger har lært os, så er det, at der altid er håb: Vi KAN godt bekæmpe ondskaben, vi kan ændre verden. Vi kan bryde med samfundsstrukturer, med kønsroller og med de normer, der gør det svært at tro på muligheden for forandring. Det kan vi læse i fantasy og tage med os lige ud i den virkelige verden.
På Fantasyfestival i Esbjerg er det vores fornemste opgave at folde de forskellige aspekter af fantasygenren ud. Det gælder klassikerne, de store og kendte, men det gælder også nye bølger og strømninger, både internationalt og herhjemme. Ankeret for festivalen er litteratur, men for at forstå fantasygenrens store betydning er andre medier som film, brætspil, rollespil, musik og meget andet også i spil. Fantasy er nemlig meget mere end bare overfladisk underholdning til børn og unge. Fantasy er en genre, der kan følge os hele livet, en genre, der kan bruges til refleksion! Det er også en genre, der kan kaste lidt magi over vores hverdag, og det kan vi den grad have brug for en gang imellem.
Så jeg håber, at vi ses til årets Fantasyfestival, for det ér her, magien lever i Esbjerg, som er magiens hovedstad – eller alternativt: MagiEnergiMetropol Esbjerg.
Og I må gerne bruge det som hashtag.
På Fantasyfestival i Esbjerg er det vores fornemste opgave at folde de forskellige aspekter af fantasygenren ud. Det gælder klassikerne, de store og kendte, men det gælder også nye bølger og strømninger, både internationalt og herhjemme. Ankeret for festivalen er litteratur, men for at forstå fantasygenrens store betydning er andre medier som film, brætspil, rollespil, musik og meget andet også i spil. Fantasy er nemlig meget mere end bare overfladisk underholdning til børn og unge. Fantasy er en genre, der kan følge os hele livet, en genre, der kan bruges til refleksion!
Jacob Holm Krogsøe
Cand mag i Filmvidenskab.
Bibliotekar på Esbjerg Kommunes Biblioteker, projektleder på Fantasyfestival og forfatter.