Into the Dark Forest – Grimm Villains i International House Esbjerg
Når portene til Fantasyfestival åbner, forvandles International House Esbjerg til et mørkt og dragende eventyrunivers. Under navnet Into the Dark Forest – Grimm Villains kan du træde ind i en skov fuld af skurke, dekorationer og forheksede oplevelser, inspireret af Grimms eventyr.
Allerede i gården møder du mørk magi: et kæmpetræ med kringlede grene vokser frem, Rapunzels fletning hænger ned fra tårnet, og skurke fra de gamle eventyr lusker omkring. Med hjælp fra 35 frivillige – både danske og internationale – summer huset af liv, kostumer og kreativ energi.
Workshops med skurketvist
Begge festivaldage kan du prøve kræfter med fire forskellige workshops, der afvikles fra kl. 10-16.
For at sikre en plads skal du booke tid via programmet på fantasyfestival.dk. Hver workshop varer 45 minutter og bemandes af instruktører, der guider dig hele vejen:
- Heksens honningkagehus – byg og pynt dit eget kagehus med hekse som værter
- Rumleskafts graffiti – lav stickers- og klistermærker med skurke-tema
- Croquis med skurke – tegn eventyrets mørke figurer, der dukker op i levende live
- Skurkeslim – find ud af, hvilken skurk du er, og lav slim, der matcher
Aktiviteter i gården
Uden booking kan du også kaste dig ud i magiske og skurkagtige aktiviteter i gården:
- Rumleskafts gåder – en eventyrlig skattejagt med twist
- Det forgiftede æble – lav sukkeræbler i farlige farver
- Grimms Wall of Fame – dyk ned i skurkenes historier og tag dit eget ”Most Wanted”-billede
- Forheksede kroner og giftige æbler – kreativ workshop i samarbejde med Kulturskolen
Stemningen i den mørke skov
Bag det hele står International House Esbjergs bosætningskoordinatorer, Pia Enemark og Nicole Devon Hogan, som sammen med frivillige har skabt det magiske univers.
“Jeg ser frem til at opleve gården som en mørk skov fyldt med hekse, onde dronninger, ulve og Rumleskaft – og til croquis med skurke, det bliver sjovt at tegne!” fortæller Pia.
Nicole tilføjer:
“Jeg glæder mig til at se, hvordan gæsterne giver slip og finder deres indre skurk frem – og så er slimworkshoppen noget helt særligt, hvor man endda får sit eget slim med hjem.”
Uanset om du vil udfordre Rumleskaft, pynte et giftigt æble eller bygge dit eget honningkagehus, er International House stedet, hvor du kan udleve dine mørkeste eventyrdrømme under Fantasyfestival.