Over en halv million i støtte skal gøre Fantasyfestival 2025 endnu mere magisk
Fantasyfestival 2025 i Esbjerg kan se frem til et ekstra stærkt magisk løft. Festivalen har modtaget hele en halv million kroner i støtte fra fonde og sponsorer, der alle ønsker at styrke festivalens position som Europas fantasyhovedstad.
Midlerne gør det muligt at udvide programmet, skabe nye oplevelser og give publikum en festival, der både favner bredt og tør gå i dybden med årets tema: Skurke.
Fra liv på Torvet til fortællinger om skurke
De modtagne midler betyder blandt andet, at festivalen i år kan fylde Torvet med endnu mere musik og magisk stemning. Spar Nord Fonden har støttet tiltaget Liv på Torvet til Fantasyfestival 2025 med hele 248.000 kr., hvilket åbner for et større koncertprogram og flere aktiviteter midt i byen.
Statens Kunstfond bidrager til projektet Fantasygenren som spejl på virkelighedens skurke, der skal undersøge, hvordan fantasyens mørke skikkelser kan give os nye perspektiver på verden omkring os.
Esbjerg Fonden har bevilget 100.000 kr., og Johan Hoffmann Fonden støtter med 75.000 kr. hvert år de næste tre år. Begge donationer med henblik på at styrke festivalens samlede indhold og aktiviteter.
Blandt sponsorerne er også Det Faglige Hus, E. Bank Lauridsen Holding og Villemoes Holding.
Plads til nye idéer og magiske øjeblikke
For projektleder Stine Liberty Skovgaard er fondsstøtten altafgørende:
”Det er fantastisk, at så mange har fået øjnene op for, at festivalen gør en forskel – og det er vi utrolig taknemmelige for. Støtten betyder, at vi kan skabe en festival, der bliver endnu mere levende, tilgængelig og magisk. Den giver os mulighed for at eksperimentere med nye formater og overraske publikum, uden at gå på kompromis med kvaliteten.”
Fonde med hjertet i kulturen
Johan Hoffmann Fonden har med interesse fulgt den udvikling, Fantasyfestival Esbjerg har været igennem siden begyndelsen for over ti år siden. Om baggrunden for den nye treårige støtte på foreløbig 225.000 kroner i alt, siger fondens direktør, Erik Haldan:
”Det har været fascinerede at se, hvordan en god ide drevet af ganske få personer har udviklet sig til et stort plus for Esbjerg som kulturby. Vi tror, at de gode kræfter bag Fantasyfestival Esbjerg har de kompetencer og ideer, der kan løfte den til nye højder. Festivalen er allerede en succes med international klasse og interesse, og den tiltrækker et attraktivt publikum. Det er godt, for vi har brug for, at fantasifulde og kreative unge fra hele landet får øje på Esbjerg som en by, hvor der er plads til fantasi og kreativitet. Vi har valgt at støtte festivalen, fordi den er til gavn for Esbjerg. Og vi tror, at den kan blive til en endnu større og vigtigere kulturbegivenhed i de kommende år,” siger Erik Haldan.
Også Esbjerg Fonden fremhæver festivalens positive udvikling:
"Esbjerg Fonden støtter gerne aktiviteter i Esbjerg, som er til gavn og glæde for byens mange borgere og gæster. Vi har set, at Fantasyfestivalen udvikler sig meget positivt år for år med mange spændende aktiviteter og en stor opbakning med et støt stigende antal deltagere og gæster rundt i Esbjerg. Inden festivalens afholdelse ligger der tillige et stort og respektfuldt arbejde fra mange personer i byen. Et sådant arrangement er bestyrelsen i Esbjerg Fonden glade for at støtte økonomisk i år," siger Esbjerg Fondens bestyrelsesformand, Brian Knudsen.
Hos Spar Nord Fonden er det særligt de inkluderende
fællesskaber, der vækker begejstring:
”Fantasyfestivalen hylder ikke kun fantasygenren, men skaber også et fællesskab med plads til alle – fra fantasyfans og rollespilsnørder til de nysgerrige. Festivalen sætter gang i fantasien, styrker sammenholdet og vækker interesse for genren – det bakker vi med glæde op om,” siger fondsdirektør Bo Uggerhøj.
Et løft til hele byen
Med de mange bidrag kan Fantasyfestival i år præsentere et endnu stærkere program: Oplevelsesløbet Fantasy Quest Esbjerg, en ny cosplaykonkurrence, flere magiske koncerter på Torvet, internationale topforfattere og masser af oplevelser for både nysgerrige nybegyndere og erfarne vogtere af fantasyens rige.
Fantasyfestival finder sted 19.–21. september 2025 i Esbjerg.