Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Fantasyfestival 2022 – nogle magiske nedslag

Årets fantasyfestival er nu ovre. Men den er ikke gået i glemmebogen. Det er de mere end 8000 gæster heller ikke. Her får I nogle indtryk fra en magisk weekend i Esbjerg i september.

En hovedstad for fantasygenren

Fantasyfestival er et kulturelt flagskib, der sætter Esbjerg på landkortet. Hvem ville egentlig have troet det? Danmarks EnergiMetropol og altid driftige og handlekraftige havneby som en hovedstad for fantasygenren? Men Esbjerg er fuld af overraskelser, og her er i hvert fald højt til himlen, så vi har selvfølgelig masser af plads til fantasiens verden og troen på, at der måske findes mere end det, vi lige kan se. På den måde er Esbjerg og Fantasyfestivalen blevet hele familiens indgang til de magiske universer, hvor der bliver sat en ære i at bygge bro mellem læseglæde, leg og læring. Det må jo godt være sjovt at blive klogere, og det er der alle muligheder for her.

Ordene kommer fra Jakob Lose, byrådsmedlem og Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, da han holdt sin åbningstale til årets Fantasyfestival. Og det er jo netop kernen: En hovedstad for fantasygenren, hvor der både er plads til litterære foredrag og leg for hele familien. Det er jo faktisk også én af kernerne i et folkebibliotek.

Årets Danske Fantasy

At Fantasyfestivalen har sit udgangspunkt i litteraturen, blev understreget af, at vinderne af ”Årets Danske Fantasy 2022” blev afsløret under festivalen. Der var priser til Årets Danske Fantasybog, Årets Danske Fantasyforside og Årets Danske Fantasydebut. 

Illiéndirs Flamme af Mads Schack-Lindhardt vandt hovedspisen, som blandt andet blev begrundet af en kyndig jury med følgende:

"Vinderen af Årets Danske Fantasybog 2022 går til en historie der tager læseren med på de vildeste eventyr. Bogen vandt læserafstemningen og dommerne har også givet den fuld plade. Alle var enige om, at vi var ekstremt godt underholdt, og at vi havde svært ved at lægge bogen fra os. Netop præcis det der kendetegner en virkelig god bog."

Vinderen af Årets Danske Fantasybog 2022

Forfatter Mads Schack-Lindhardt udtaler følgende om at modtage prisen

Det har været en fantastisk rejse med den bog, med den serie, hvor jeg både har udviklet mig som person og forfatter. Ja, det er faktisk ikke helt gået op for mig endnu. Og det er smukt at modtage den her på Fantasyfestival i Esbjerg hvor jeg, og andre forfattere, kan møde vores mange læsere.”  

Så på den måde var meget stadigvæk, som det plejer at være. Med fokus på aktiviteter i og omkring Hovedbiblioteket.

Fantasyfestival ude i byen

Fantasyparade gennem Kongensgade

Men noget andet var dog helt nyt. I år havde vi valgt at brede festivalen ud i byen sammen med spændende samarbejdspartnere. Så der var spækket med aktiviteter i Esbjerg Ting- og Arresthus. Brætspilscafe i Street Food, en magisk butik i BROEN og unikke filmvisninger i både Nordisk Film Biografer og i Tobakken. Der var dragefodspor rundt i midtbyen, og generelt var der meget visuel markedsføring, fra reklamer på busserne til byrumskilte, bannere og meget andet – noget vi ikke kunne have gjort uden kommunens kommunikationsafdeling. 

Den udvikling vil vi fortsætte de kommende år.

Et magisk musikalsk tema

Vi har fået filmkomponisten Jonas Frederik til at komponere et musikalsk tema til festivalen. Og det var en stor oplevelse at høre det efter åbningstalen. Jonas Frederik sagde selv følgende om temaet:

”Jeg har valgt at kalde Fantasyfestivals tema for Nornarnir, som betyder "nornerne" efter de tre norner fra den nordiske mytologi. Det er dem, som bestemmer folks skæbner ved at spinde livstråden på deres ten. Samtidig er det også dem, som sørger for at vande livstræet Yggdrasil, så dets grene ikke går ud. 
Fra starten var jeg meget optaget af Fortælletræet på Hovedbiblioteket, som jeg så som et slags Yggdrasil. Når man lytter til temaet, så kunne man måske fornemme et træs rødder, som vokser, og som pludselig bryder igennem jordlaget op til lyset, at det får vand fra en brusende flod og vokser og vokser.”

I skal glæde jer til at høre det tema – et tema vi har store planer med. Men mere om det en anden gang.

Hvordan ser fremtiden ud?

Der er mange tanker, der melder sig, når man kigger tilbage, og når man kigger frem. Hvordan ser festivalen ud i 2023 og årene frem? Hvad er visionerne? Hvad skal udvikles, og hvad skal blive, som det plejer? For man skal jo ikke blive større, bare fordi man kan. Der skal være en mening med det. En mening som er bundet op på festivalens kerne.

Noget vi helt sikkert kommer til at arbejde videre med, er festivalen ude i byen. Vi så i år, at det kan tilføre noget godt. Ikke bare til festivalen, men også til Esbjerg som by. Som biblioteksansatte, hvor festivalen har været hos os, har det været en spændende rejse væk fra vores comfortzone. Men det er kun i samarbejdet med andre, og ved at kigge ud i byen, at vi for alvor kan forløse festivalens potentiale og støtte op om kommunens satsning på kulturområdet. Her kan biblioteket og Fantasyfestivalen være med til at sætte en dagsorden. En dagsorden hvor kulturen, læsningen, fællesskaberne og fantasygenren er vigtige byggesten.

Planlægning af næste års Fantasyfestival

Det var bare en lille appetitvækker – både i forhold til årets festival og i forhold til de videre tanker. Nu kaster vi os over planlægningen af næste års festival. Snart offentliggør vi næste års tema.

Hold øje med festivalens Facebook-side