Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Om Fantasyfestivalen

Fantasyfestival er en fejring af den fantastiske genre i alle dens former.

Fantasyfestivalen hylder fantasylitteraturen og bringer både store og små sammen om glæden ved fantasien og magien. Dette gør vi gennem en bred pallette af aktiviteter på festivalen, som er rettet både mod voksne, unge og børn. Festivalen afvikles den tredje weekend i september, i år den 16.-17. september 2023.

Ambitionerne for udviklingen af Fantasyfestivalen er store. Siden den første festival med 572 gæster i 2015 er den vokset år for år, og i 2022 tog ca. 8.000 gæster del i magien. Det er langt mere end en tidobling på bare otte år, og det er vi meget stolte af.

Kernen i festivalen er glæden ved fantasygenren. Her vækkes læselysten og kreativiteten. Genren kan underholde, den byder på fortællinger for både store og små, og så vækker den ikke mindst læseglæde. Den kommer også i mange afskygninger, lige fra bøger og film til spil, musik, rollespil og meget andet.

Et vildt program

Sideløbende med at Fantasyfestival sigter mod en stor udvikling i byrummet, har festivalen lagt sig i selen for at skabe det hidtil bedste program til festivalens kernepublikum. Aktiviteterne skal foregå på Hovedbiblioteket og lokationer tæt herpå. Det er aktiviteter for børn og voksne, for nørderne og for dem, der bare gerne vil have en anderledes oplevelse eller købe en masse bøger i det store messeområde. Hovedbiblioteket og området omkring kommer til at summe af magi.
 
Årets tema er ”monstre og magiske væsner”. Udover at kunne præsentere cremen af danske fantasyforfattere, med den prisvindende Anne-Marie Vedsø Olesen og 40-års jubilaren Josefine Ottesen i spidsen, har Fantasyfestivalen i år hele tre udenlandske topnavne: R.F. Kuang (USA), Katja Brandis (Tyskland), og Jim Butcher (USA). Navne, der repræsenterer udviklingen og fremtiden for fantasygenren, og som vækker genklang og stor glæde hos dem, der kender genren.

Fantasyfestivalen tilbyder en masse spændende foredrag og paneldebatter, hvor de besøgende kan møde navne som Kenneth Bøgh Andersen, Jim Lyngvild, Silja Okking, Nicole Boyle Rødtnes, Benni Bødker og mange andre. Desuden kommer der akademiske foredrag om genren fra nogle af landets dygtigste formidlere, f.eks. Jakob Levinsen, Martin Jürgensen og Mathias Clasen. 

I år satser festivalen særligt på at udvikle børneområdet med spændende foredrag og workshops, hvor børnene både kan lære at tegne, skrive, lave special effects og meget andet. Derfor har festivalen booket navne som Mette Finderup, Jan Kjær, Sandra Schwartz, Søren Jønsson og Anders Lerche.

Meget mere end bøger

Litteraturen er kernen, men et andet vigtigt aspekt ved Fantasyfestival er at folde genren ud i forhold til forskellige medier og udtryksformer. Programmet byder derfor også på illustratorer og tegnere som Per O. Jørgensen, der stod bag tegningerne til de danske Harry Potter-udgivelser, og Valhalla-tegneren Peter Madsen. Hertil kommer brætspilseksperter og en figurspiller, der er på landsholdet i Age of Sigmar – et af verdens førende turneringsbrætspil.

Filmmediet er ligeledes repræsenteret på Fantasyfestivalen. Udover filmeksperter som Jakob Stegelmann fra Troldspejlet, Maria Månson fra DR og Nicolas Barbano fra Filmårbogen får festivalen besøg af skuespiller Nicolas Bro og filminstruktør Ask Hasselbalch, der bl.a. står bag Antboy-filmene og julekalenderen Kometernes jul. Der vil herudover være unikke filmvisninger i Nordisk Film Biografer.
 
Der optages flere live-podcasts på Fantasyfestivalen, og festivalen får igen besøg af nørd-podcastkongerne Han Duo. 

I Musikhuset Esbjerg vil der være filmmusikkoncerter, hvor festivalens eget tema, som blev komponeret til sidste års festival, for første gang skal fremføres af et orkester. 

Du kan se årets program her.

Vi ses i Esbjerg den 16. og 17. september – dér, hvor magien slippes løs.

Regnbuen og de magiske universer

”Engang for længe siden, dengang livets træ havde sine rødder i verdens midte, levede de nordiske guder i Asgård, landet for enden af regnbuen.”

Således indledes tegneserien ”Ulven er løs” fra 1979, første bind i den danske tegneserie.  Valhalla. 

Vores bibliotek, og Fantasyfestivalen, er regnbuen. Dér, hvor store og små, får adgang til magiske universer.