Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Handicaptilgængelighed

Fantasyfestival er, med få undtagelser, let tilgængelig for folk med handicap. 

Hovedbiblioteket er let tilgængelig for folk med fysisk handicap. Ved indgangen forefindes betonrampe, og indenfor er der elevator til både førstesalen og kælderen. På førstesalen forefindes desuden handicaptoilet. 
På Hovedbiblioteket finder du billetsalget, Riddersalen, Kunstnerhjørnet, Alkymistens Tårnværelse, Merlins Bibliotek, Orkhulen, Dragehulen, Katakomberne, Fortælletrappen, Dommedagsbjerget og Olympen.

Afhængigt af vejret kan Markedspladsen være en udfordring for folk med fysisk handicap, men for at gøre den så fremkommelig som mulig, er der udlagt køreplader mellem de forskellige boder. 

Den Dansende Dværg (også kendt som Huset) er som eneste undtagelse ikke let tilgængelig for folk med fysisk handicap. Dørene kan give udfordringer for kørestolsbrugere, og der er kun adgang via trappe til førstesalens foredragslokale Gildesalen og Mørkekammeret. 

Esbjerg Museum er beliggende ved siden af Hovedbiblioteket. Her finder du foredragslokalerne Vanaheim, Alfheim, Midgård og Jotunheim. Museet er i flere niveauer, og kan derfor være udfordrende for kørestolsbrugere, men da der er flere elevatorer, er det muligt at komme rundt. Spørg evt. museets personale om hjælp. 

Byhistorisk Arkiv er beliggende ved siden af Esbjerg Museum. Her finder du Magiarkivet og Monsterarkivet.

Esbjerg Street Food er beliggende i gågaden, Kongensgade 34. Hos Esbjerg Street Food er der let adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede. 

BROEN Shopping ligger ved siden af banegården. På BROEN Shopping er der nem adgang for kørestolsbrugere via elevator. Her finder du blandt andet Den mystiske marskandiser og indgangen til Nordisk Film Biografer. 

Fiskeri- og Søfartmuseet finder du på Tarphagevej 2. Museet er i et plan, med elevator op til indgangen. Adgang til akvariet for kørestolsbrugere foregår via rampe. Der er anlagt stier rundt i frilandsudstillingen, men adgang til de enkelte bygninger kan give udfordringer for kørestolsbrugere. 

Esbjerg Ting- og Arresthus er beliggende på Torvet, i kort gåafstand fra Hovedbiblioteket. Her kan du blandt andet købe aktivitetsarmbånd og deltage i flere kreative aktiviteter. Der er let adgang for kørestolsbrugere via lift til kørestol ved den udvendige trappe og elevator indenfor.

Musikhuset Esbjerg er beliggende på Havnegade 18, i kort gåafstand fra Hovedbiblioteket. Der er let adgang for kørestolsbrugere til både foyer og foredragssale. Her finder du Teatersalen, Mødesalen og Foyeren. 

Handicaphjælpere i følgeskab med personer med handicap har gratis adgang. Handicaphjælpere skal blot fremvise deres ledsagerkort i billetsalget for at få udleveret billet. Dog skal hjælperen stadig købe pladsreservation eller særskilt billet til de foredrag og aktiviteter, der kræver det. Der skelnes ikke mellem synlige og usynlige handicaps. Vær opmærksom på, at der kan gælde andre regler for handicaphjælpere hos vores samarbejdspartnere. Kontakt derfor lokaliteten for mere information ved de aktiviteter, der kræver særskilt billet.

'); }